Ja, tak for at I har inviteret mig. Tak til Karina for at du fandt frem til mig og fandt frem til mit kursus, som jeg underviser på, som hedder

Struggly Contrast and Continuity in Norden. Det skal jeg straks vende tilbage til. Det er sjovt for mig at være i Erlangen, næsten som at være ude og rejse.

Det er fantastisk sjovt at se kendte ansigter og navne her på Zoom. Hej Caroline, hej Marlene, Ulrika kender jeg også. Og flere navne kender jeg på studerende, som jeg ikke kender endnu, men som jeg skal møde til efterår, når de kommer til Uppsala.

Jeg vil gå i gang med min præsentation, og jeg har jo med skræk konstateret, at den her forelæsning er for et publikum i høj grad af mine egne kolleger i Tyskland, danske lager i Tyskland.

Jeg har rettet forelæsningen mod studerende, så I må bære over med det. Det er ikke så forskningsbaseret. Det er et slags kondensering af det kursus, som hedder

Gråvlig kontrast og kontinuitet i Norden. Jeg skal forsøge at tage hensyn til, at alle jo ikke kan dansk her, eller alle kan et nordisk sprog, men der er majoritet måske af danskere, eller dem der læser dansk, men der er jo også svenskere til stede.

Så jeg håber, at I alle sammen vil kunne forstå mig. Og at I ikke forglemmer mig i det hele.

Ja, språlig kontrast og kontinuitet i Norden er altså navnet på et kursus, som jeg giver, og som jeg ikke har selv alt sammen, så det er kun halvdelen, jeg underviser på.

Det handler om det nordiske sprogfællesskab, historisk og geografisk belysning, og normalt så har jeg nedslag på visse nordiske steder, som jeg som dansker har lidt bedre kendskab til.

Næmlig Færøerne, Bornholm og Sønderjylland, og det er også fordi, at jeg er jo gammeldialektforsker, kan man sige.

Men både min forelæsning i dag og kursets indhold er præget af det syn, man får på dansk, når man som dansker har boet 20 år i Sverige.

Så har man jo et klart billede af, at dansk i en nordisk kontekst er problematisk, det er svært at forstå.

Men samtidigt så får man også en indsigt om, at i virkeligheden så er det hele jo bare et eneste stort dialekt continuum.

Altså, at de nordiske sprog kan ses som dialekter. Der er altid ord, som man genkender eller som nogle kender fra dialekten.

Og grænserne er jo overhovedet ikke de samme som nationsgrænserne.

Ja, her skal I se, hvordan det er at være dansker i Uppsala. Det er dejligt på denne her åsttid, hvor hajen blomstrer, det er meget stor ting.

Og så er det mindre dejligt en måned tidligere, hvor man cykler rundt i snestorm, når man mindst aner det.

Det var en lille reklame for at komme til Uppsala som udvekslingsstudent.

Her ser vi jo norden, og det er jo vores udgangspunkt i dag, sprogene i norden.

Jeg vil starte med noget helt sådan grundlæggende om de forskellige sprog, som egentlig er repræsenteret i det, der er politisk af norden.

Der har vi jo faktisk tre sproggrupper, som jeg ikke alle sammen vil komme ind på i dag.

Vi har den indoepaske, den uralske og den eskimoiske gruppe.

Det er jo ret fantastisk, at der er så mange sprog repræsenteret i et relativt lille område, som norden faktisk er.

I skal jo også behandle samisk senere i denne her forelæsningsserie, så det passer jo meget godt.

For at vise, hvilke forskal på de her sprog i norden, så har jeg taget ordet hus, som jeg hedder hus på dansk, hus på svensk, hus på norsk, hus på færrehøsk og hus på islandsk.

Men når vi kommer til samisk, så hedder det dalu, og for finsk talo, og på grønlandsk ilutat.

Så her ser vi, at der er stor typografisk lighed mellem de indoepaske, gamaliske og nordiske sprog, som har regnet sig ud i disse fem sprog.

Og når vi kommer til samisk og finsk, så ser vi her en vis lighed, fordi det er finsk og ukridsk sprog, begge to.

Og når vi kommer til grønlandsk, så ser vi også, at nu er vi i en helt anden sprogfamilie igen.

Og det er jo sådan, at når vi kigger på, zoomer ind og kigger bare på de nordiske sprog, så deler vi dem normalt op i vest- og østnordiske sprog,

hvor islandsk, færrehøsk og norsk er nærmest beslægtede, og svensk og dansk er i den samme gruppe, den østnordiske gruppe.

Noget, som jo ikke helt svarer til det billede, man har af virkeligheden i dag, når det gælder forskelle og ligheder mellem sprogene.

Og vi kan jo kigge på ordet hus igen, som er det samme i alle sprogene, men hvis vi kigger på et ord som sten, så ser vi jo også, at der er typologiske forskelle,

fordi der er diphtong i islandsk, færrehøsk og norsk, mens der ikke er diphtong i dansk og svensk. Det hedder jo sten eller sten her.

Vi kan også kigge på et ord som jeg, altså Jog på svensk, som har den ubrudte form, eg i forskellige former i de vest-nordiske sprog,

men har brudt form med J foran her i svensk og dansk. Og det er så den klare forskelle.

Og den her brydning, som jeg talte om, den kan man jo konstatere skærer ned gennem Norden i en nord-sød linje, og skælder vest- og østnorden fra hinanden.

Det er en lydforandring, som skete ret tidligt i ur-nordisk tid omkring år 500, meget for enkelt.

Og her ser vi et kort fra mit favoritkortværk, de glider rundt, det er Nordgermannisarna och Skarbandele,

som nogle af jer måske kender, var en svaissisk lingvist, som lavede disse fantastiske kort over sprog og forskelle, sproggrænser i det nordiske område,

hvor man får meget godt overblik over kontraster og kontinuiteter.

Og her ser vi noget meget interessant, fordi jeg sagde jo, at dansk er østnordisk, og der har vi den brudte form, jeg.

Men man kan faktisk se, at det passer ikke rigtigt, for den her grænse her, som skærer ned mellem Sverige og Norge,

den skærer også ned gennem Lillebælt i Danmark, og i hele Jylland her, har faktisk i dialekterne den ubrudte form,

det siger man altså ikke jeg, man siger æ eller æ, ligesom man gør i norsk, i hvert fald i vestnorsk.

Og det er jo meget interessant, at vi her ser, at Jylland hører med til det vestlige del af Norden på dette punkt.

Så talte jeg om diftonger, og jeg tror, at de alle sammen ved, hvad diftonger er.

Det er jo, når der er to vokaler i samme stabelse, og der er jo en afgørende forskel mellem øst- og vestnordisk.

Og vi har altså fået en forandring i det østnordiske område, som på dette kort er det blå område,

hvor vi har fået forenkling til munne of tonger, sådan at stan bliver til sten, og kavper bliver til køber.